1879 – 1927
Peter er udlært smed hos sin far, Lars Hansen, men han får lyst til at se lidt af verden uden for Reerslev, inden han på et tidspunkt skal overtage smedjen i Reerslev. Han flytter derfor til København, hvor der er hårdt brug for beslagsmede.
I København møder han Else Kristine Andersen fra Dyndengen i hjemsognet. De to unge mennesker på 23 år gifter sig i 1877, og får samme år datteren Hulda Christine Larsen. Nu synes de unge, at det er tiden, hvor de skal flytte hjem og overtage smedjen i Reerslev. Det gør de i begyndelsen af 1879 hvor Else er højgravid med Anders Peter, som bliver født den 24. maj 1879 og senere overtager smedjen efter sin far.
Annonce fra bagsiden af “Reerslev Annonce-Regninger”
Forsiden er en regning sendt til Slagter P. Jensen, se regningen
Det gammelt ordsprog ”hvor der er hjerterum, er der husrum”, gælder også også hos smedefamilien i Reerslev, hvor pladsen ifølge folketællingen fra 1880 har været ganske trang. Husstanden tæller både det gamle smedepar, det unge smedepar og deres 2 børn, en smedesvend, en pige til hjælp i huset og desuden en fraskilt snedker, Jens Christian Friis på 30 år, ialt 7 voksne og 2 børn.
Bedre bliver det ikke, da de i årene 1880 til 83 får yderligere 3 børn, Niels Martin, Hans William og Anna Christine. Så måske er det i den periode at smedjeværkstedet bliver udvidet med et beboelsesrum i den sydlige ende, hvor der så kunne bo en svend og en lærling.
Familien har nu 5 småbørn, men lykken varer ikke ved. Lille Niels når ikke at fylde 2 år, før han dør i julen 1883. Smedens gamle mor, Karen, dør som 70-årig i 1885 og hans kone Else dør af den uhelbredelige tuberkulose i 1886.
Nu står smeden alene med 4 børn i alderen 3 til 8 år. Han må straks have hjælp til at passe børn og husholdning. Derfor ansætter han Maren Sofie Nielsen som husholderske. Maren er enke og to år ynge en han, men i modsætning til de fleste andre, som er i en lignende situation, gifter de sig ikke.
Smeden Peter er en hårdt prøvet mand på mange områder, men især det familiemæssige.
For de fire børn er det også en hård start på livet, for deres mor kan jo ikke erstattes af husholdersken Maren, selv om hun hjælper dem med dagligdagens ting, og lærer pigerne Hulda og Anna Christine om husholdning, så de kan overtage det huslige arbejde når de er gamle nok.
Da Anna Christine er fyldt 18 år, overtager hun ansvaret som husholderske, men senere kommer hun ud og tjene og nu flytter hendes ældre søster Hulda hjem og fører hus for sin far og sine to brødre, Anders og Hans, som begge er blevet udlærte smedesvende og arbejder i smedjen.
Hulda er nu 28 år og stadig ugift, men på den anden side af vejen ligger Reerslev Mølle, her arbejder den unge møllersvend Anders på 20 år, og deres nære bekendtskab resulterer i at Hulda bliver gravid. Nu får møllersvenden travlt med at få et vielsesbrev (myndighedsalderen er 25 år og myndighederne skal derfor give tilladelse til ægteskabet). Vielsesbrevet kommer den 6. november 1906, vielsen foregår i hjemmet den 16. november og den 22. december kommer sønnen Karl Johannes Pedersen til verden.
Møllersvenden flytter selvfølgelig fra møllen og ind til kone og barn i smedjen, hvor de får yderligere to drenge, Svend Aage og Christian Richard.
Herefter flytter møllerfamilien til Holmstrup sogn, hvor de bliver møllerpar på Brokøb Mølle. Her får de endnu en dreng, Aksel Ejnar, men desværre dør Hulda i 1913, kun 38 år gammel, af tuberkulose — igen står en enkemand alene med fire små børn.
Da de to ældste drenge er henholdsvis 15 og 13 år, flytter de ind hos deres morfar, smeden Peter Larsen, hvor Karl kommer i smedelære.
I mellemtiden er Anders og Huldas bror, Hans, i 1915 blevet gift med Maren Sofie Nielsen fra Dovenrød, som nu bliver husbestyrerinde for hele smedefamilien. Samme år får det nygifte par sønnen Henry og året efter datteren Else — så nu er pladsen hos smeden igen ved at være lidt trang.
Peters halvsøster, Mine, er blevet enke og er flyttet tilbage til Reerslev, hvor hun har købt et hus nede ved det nye forsamlingshus. Hun er jo stadig en del af smedefamilien og forærer nu Hans og Sofie en del af sin matrikkel, og her bygger Hans i 1917 et hus med tilhørende cykelværksted.
I årene efter at de er flyttet til deres nye hus bliver familien forøget med yderligere tre børn: Ernst, Erna og Birtha og Hans driver cykelforretning indtil familien i 1930 flytter fra Reerslev.
Da Hans og Sofie flytter til deres nye hus, må smedene Peter og Anders jo finde en ny husbestyrerinde. Det bliver den kun 19 årige Valborg Jensen.
Peter Larsen bliver boende hos sin søn i smedjen indtil sin død i 1927 hvor han er 73 år.
(Siden bliver løbende opdateret med flere oplysninger om Lars Hansens tid som smedemester. Vi har nemlig fundet gamle regnskabsbøger, prislister, varekataloger og brochurer, som kan give indsigt i hvilke opgaver smeden tog sig af og hvem der var hans kunder).